Undersøgelse om vandskade

Bestyrelsen i Lejerforeningen Udsigten har på det seneste modtaget henvendelse fra flere lejere, der fortæller at de er plaget af vandskader i deres lejligheder. Skaderne menes at stamme fra konstruktionsfejl i tagbelægningen, hvilket betyder at det primært berører lejlighederne på de øverste etager, men det kan ikke udelukkes at det forekommer længere nede i opgangene.

Det er naturligvis DEAS der i første gang skal kontaktes for udbedring af skaderne, men desværre er der meldinger om skader der efter flere år, stadig ikke er fuldt udbedret. Dette er helt uacceptabelt!

Som lejer i Udsigten er man samtidig medlem af Lejernes LO, der kan hjælpe med en række sager der berører os som lejere, men vi står endnu stærkere overfor udlejer, hvis vi som lejerforening retter henvendelse samlet, med Lejernes LO i ryggen.

Derfor opfordrer Lejerforeningen Udsigtens bestyrelse til at man retter henvendelse til bestyrelsen, hvis man slås med en vandskade. Gerne med fotodokumentation og en beskrivelse af forløbet indtil nu. Send din besked inden fredag d. 30. juni til info@lf-udsigten.dk så samler bestyrelsen op på alle henvendelser og kører sagen videre, sammen med Lejernes LO.

Vigtigt. Kontakt bestyrelsen hvis du har oplevet vandskade, også selvom du tidligere har skrevet til os, så er vi sikre på at vi får alt med.